Almindelige brugte japanske termer/ord oversat til dansk

Aikido: (ai: harmoni, ki: ånd/energi, do: vejen/metoden).
Ai-hanmi: (ai: harmoni, han: halv, mi: krop) partnerne står overfor hinanden med den samme fod fremme, højre/højre eller venstre/venstre.
Aiki Jinja: (jinja: shintotempel) Aikitemplet som Aikido'ens grundlægger byggede i Iwama (Japan) for at ære Aikido'ens ånd.
Atemi: (ate: slag, mi: krop) slag udført i teknikkerne mod kroppens sårbare punkter.
Awase: (awase: harmonisere) at koordinere og afpasse sine bevægelser med modstanderens angreb.
Barai: fejning.
Bokken/bokuto: (boku: træ, ken/to: sværd) træsværd.
Budo: (bu: krig/kamp, do: vej) krigerens vej/metode; kunsten hvor der undervises i kampteknik som samtidig udvikler én mentalt og åndeligt.
Buki-waza: (buki: våben, waza: teknik).
Chudan: (Chu: midter, dan: region).
Dame: forkert!, dårligt
Dan: (dan: niveau/grad) sortbæltegrad.
- Yudansha: (yu: at have, sha: person) person der er gradueret til sort bælte.
- Shodan: (sho: første) første dan.
- Nidan: anden dan.
- Sandan: tredje dan.
- Yodan: fjerde dan.
- Godan: femte dan.
- Rokudan: sjette dan.
- Nanadan: syvende dan.
- Hachidan: ottende dan.
- Ku/Kyudan: niende dan.
- Judan: tiende dan.
Deshi: (deshi: elev) om en elev der studerer under en mester.
Do: vej/metode.
Dojo: (do: vej/metode, jo: sted) træningssted.
Dori: greb
Futari-dori: (futari: 2 personer, dori: holder) to personer holder én.
Gaeshi/Kaeshi: dreje/vende.
Gedan: (ge: nedre, dan: region/niveau).
Gi: (gi: tøj) træningsdragt.
Gyaku-hanmi: (gyaku: omvendt, han: halv, mi: krop) partnerne står overfor hinanden med modsat fod fremme, højre/venstre eller venstre/højre.
Hajime: begynd!
Hakama: traditionel japansk skørtelignende beklædning, bæres normalt fra 1. dan; i Skandinavien dog fra 3. kyu.
Hanmi: (han: halv, mi: krop) fødderne placeres i en trekant, hvor en linie gennem den forreste fods storetå og hæl skærer svangen på den bagerste fod, hofterne og skulderne drejes lettere til siden.
Hanmi-handachi: (dachi/tachi: stående) uke stående, forsvareren sidder på knæ.
Hantai: modsat/omvendt.
Happo-giri: (ha: otte, po: retninger, giri: sværdhug) hug med sværd i otte retninger.
Hara: (hara: mave) nedre maveregion, det fysiske og åndelige midtpunkt hvor balancen og bevidstheden centreres.
Henka-waza: (henka: variation, waza: teknik) variation af en grundteknik.
Hidari: venstre.
Irimi: (iri: indgang, mi: krop) teknikker hvor man placerer sig bagved uke.
Jiyu waza: (jiyu: fri, waza: teknik) træningsform hvor den angrebne frit vælger sine teknikker.
Jo: (jo: stav) træstav, længde ca halvanden meter.
Jodan: (jo: øvre, dan: region/niveau).
Jo-dori: (jo: stav, dori: tagning) teknikker hvor man tager uchi's jo; ca 10 teknikker.
Kaicho: (kai: organisation, cho: leder).
Kaiso: (kaiso: grundlægger af en stilart) anvendes om O-sensei Ueshiba
Kaiten: rotere/dreje.
Kaeshi-waza: (kaeshi/geishi: returnere, waza: teknik) modteknik.
Kamae: (kamae: stilling) kampstilling.
Kakari-geiko: (kakari: at overfalde, geiko/keiko: træning) modstanderne på række angriber på skift.
Kata (1): skulder.
Kata (2): forudbestemte øvelser for at lære grundbevægelser og principper (bruges i Aikido i våbentræning).
Katate: (kata: én, te: hånd).
Keiko: træning.
Ken/katana: japansk sværd.
Ki: ånd/energi, kroppens vitale kraft.
Kiai: (ki: ånd/energi, ai: harmoni) et kraftigt råb/skrig, der udgår fra mellemgulvet og som samler kroppens fysiske og psykiske energier.
Kihon: (ki: vigtig/værdifuld, hon: grund) grundlæggende træning/teknik.
Ki-musubi no tachi: (ki: ånd/energi, musubi: sammensmeltning, tachi: sværd) den sjette
kumi tachi (ingen variationer).
Ki-no-nagare: (ki: ånd/energi, nagare: flydende/`flow') mere avanceret form for træning
hvor man er i konstant bevægelse.
Kohai: (ko: bagved/efter, hai: kollega) medtrænende, der er lavere gradueret end én selv.
Kokyu: (kokyu: åndedræt) kroppens bevægelser og energi koordineres med åndedrættet
(`Der er ki i kokyu, men ikke nødvendigvis kokyu i ki').
Kokyu-ryoku: (ryoku: kraft) den kraft man opnår igennem kokyu-træningen.
Kotai: skift! fx angriber og forsvarer skifter rolle.
Kote: (ko: lille) håndled.
Kumi-tachi: (kumi: at forene, tachi: sværd) avanceret sværdtræning med partner, 5 grundøvelser med variationer.
Kumi-jo: avanceret stoktræning med partner, 10 grundøvelser.
Kyu: (kyu: grad) elevgrad, i Aikido fra 6. til 1. kyu avancerende mod 1. dan.
Ma-ai: (ma: afstand) den selvforsvarsmæssigt passende afstand mellem sig selv og uke.
Men: ansigt, hoved.
Mo ikkai: (mo: igen, i: én, kai: gang) én gang til!
Menkyo kaiden: (menkyo: diplom/licens, kai: alt, den: videregive) i Budo øverste diplom som tegn på at have modtaget alle teknikker i et system.
Migi: højre.
Musubi: (musubi: forening/sammensmeltning) ki-musubi, fornemmelsen af at være i direkte kontakt (`musubi') med uke's intentioner (`ki').
Nage: (nage: kast) at kaste, i Aikido tillige den person der kaster/udfører teknikken.
Nagare: flydende/`flowing'.
Obi: bælte.
O-Sensei: (O: stor, sensei: lærer/mester) Morihei Ueshiba, grundlæggeren af Aikido (1883-1969), også kaldet kaiso: stifteren.
Oyo-waza: (oyo: anvendelse, waza: teknik) variationer på basisteknikker oftest i
avanceret træning, den praktiske anvendelse af aikidoteknikker i mere selvforsvarsmæssig
henseende.
Randori: (ran: uorden/optøjer!, dori: greb) fri træning, oftest mod flere angribere, der selv
vælger angrebsmåde.
Rei: (rei: at bukke/taksigelse/høflighed) i Budo-sammenhæng: `buk', siges af læreren eller
højst graduerede.
Reigi: (gi: regel/ceremoni) etikette, korrekt opførsel i dojo'en såvel som udenfor
Riai: (ri: logik/begrundelse, ai: harmoni) de i traditionel Aikido sammenhængende
principper for sværd-, stok- og kropsteknikker.
Ryu: (i japanske `do' former, Budo) skole eller stil.
Sempai: (sem: foran, pai: kollega) medtrænende der er højere gradueret end én selv.
Sensei: (sen: foran/før, sei: at blive født) den der er `født før én selv', lærer/mester.
Seiza: (sei: korrekt, za: sæde/sidde) den traditionelle japanske siddestilling på knæ.
Shihan: (shi: lærer, han: eksempel) i Budo: en repræsentant for et system gradueret 6. dan
eller højere.
Shiho: (shi: fire, ho: retninger).
Shomen (1): (sho: korrekt, men: front) den væg i dojo'en som man bukker imod, der hvor der hænger et billede af O-sensei.
Shomen (2): hoved/ansigt.
Soto: udvendig.
Soto-deshi: (soto: udvendig, deshi: elev) elev, der bor udenfor dojo'en.
Suburi: (su: oprindelse, buri: at føre/slå med stok eller sværd) et grundslag med bokken
eller jo.
Suwari-waza: (suwari: at sidde, waza: teknik) siddende teknikker.
Tachi-dori: (tachi: sværd, dori: tagning) teknikker hvor man tager uchi-tachi's sværd, i
basis ca 10 teknikker.
Tachi-waza: (tachi: stående, waza: teknik).
Tai-jutsu: (tai: krop, jutsu: teknikker) kropsteknikker, de teknikker i Aikido der udføres
uden brug af våben.
Tai-sabaki: (sabaki: bevægelse/undvigelse) bevægelser hvor man flytter kroppen ud af
angrebslinjen.
Takemusu Aiki: (take (jf bu): krigskunst, musu: at føde) et udtryk anvendt af O-sensei for
at beskrive det mest avancerede niveau i Aikido; skabelse af aikidoteknikker gennem en
fuldstændig forståelse af grundprincipper.
Tanto: (tan: kort, to: sværd) kniv.
Tanto-dori: (tanto: kniv, dori: tagning).
Tegatana: (te: hånd, gatana: sværd) håndkanten.
Tobu ukemi: (tobu: springe/flyve højt, uke: modtage, mi: fald).
Tsuki: stød/slag.
Uchi (1): at slå, også betegnelsen for angriberen i jo-teknikker.
Uchi (2): indvendig.
Uchi-deshi: (uchi: indvendig, deshi: elev) elev, der bor og træner i dojo'en hos en sensei.
Uchi-tachi: i sværdtræning med partner: den der angriber.
Uke: (uke: at modtage) personen der modtager teknikken, generelt i kropsteknikker den
person der kastes (angriberen); NB! i våben-teknikker den person der forsvarer sig.
Ukemi: (mi: krop) faldteknikker.
Uketachi: i sværdtræning med partner: den der forsvarer sig.
Ushiro: bagfra/bagved.
Waza: teknik.
Yokomen: (yoko: side, men: hovede) siden af hovedet.
Yudansha:(yu: at have, dan: grad, sha: person) bærer af sort bælte.
Zanshin: (zan: at blive tilbage, shin: ånd) den koncentrerede forbindelse med ens partner
der bliver tilbage selv efter teknikken er udført; det giver sig udtryk i at den der udfører
teknikken fastholder slutstillingen med fuld koncentration udad; i våbentræning
fornemmelsen af at slagets kraft fortsætter selv efter bevægelsen er slut.